Se siden på dansk Visit the English page

Studieophold i Skotland i 2021

Er du jurist? Kunne du tænke dig at opleve det skotske retssystem og få en særlig internationalt orienteret oplevelse? Nu har du mulighed for at opbygge eller udbygge dit internationale netværk.

European Lawyers Association (ELA) udbyder igen i 2021 European Lawyers’ Programme i Edinburgh.

Der bliver tale om et spændende, lærerigt og oplevelsesmættet forløb, der begynder 6. april 2021 og slutter 25. juni 2021. Programmet rummer både teori og praktikophold hos advokater og domstole, og igennem forløbet opnår du et akademisk og praktisk kendskab til skotsk ret. Skotland har et common law retssystem som det engelske, så du får samtidig et indblik i, hvad common law er, og hvordan et sådant retssystem fungerer.

De første uger består af undervisning i principperne i det skotske retssystem på Faculty of Advocates’ Training Facility. I resten af forløbet får man mulighed for at være hos praktiserende advokater, Queen’s Counsels og Court of Session- eller High Court-dommere. Man får, alt efter interesse og tid, mulighed for at følge retssager, se procedurer, studere sager man støder på i forløbet, og assistere dem, man følger. Alt sammen er det oplevelser, der giver mulighed for at få sat perspektiv på den juridiske verden herhjemme og give varige kontakter.

Der er 10 pladser på programmet, og deltagerkredsen forventes at være fra lige så mange jurisdiktioner, og der vil derfor være gode muligheder for at få op- eller udbygget sit internationale netværk.

Programmet nyder administrativ og logistisk støtte fra the Faculty of Advocates, og undervisningen er gratis for dig som deltager. Du skal selv påregne udgifter til transport, indkvartering og leveomkostninger, men der er gode fonde at søge støtte hos her i Danmark.

Vi forestiller os, at vore ansøgere er jurister med mindst 2 års praktisk erfaring som advokatfuldmægtig, dommerfuldmægtig, myndigheds- eller virksomhedsjurist og har gode engelskkundskaber. I forbindelse med udvælgelsen af kandidater vil der blive gennemført interviews på engelsk.

Ansøgning skal ske med et ansøgningsskema, som du finder på www.european-lawyers.org. Samme sted finder du informationsmateriale. Du er velkommen til, hvis du har spørgsmål, du ikke kan få afklaret på hjemmesiden, at henvende dig til advokat Flemming Keller Hendriksen på fkh@kellerlaw.dk eller 70 90 90 60.

Ansøgningsfristen er fredag den 6. november 2020.

 

Keller Advokatfirma